start

Projektet er en eksperimenterende etnografisk øvelse i:

- at konfrontere planteblindhed og stimulere planteopmærksomhed
- at nærme sig noget/nogen, der føles fremmed(e)
- at praktisere anti-utilitaristisk samvær mellem planter og mennesker
- at opsøge besværlige møder ved at indgå i et tværdisciplinært samarbejde med hinanden (litterat og kulturanalytiker/etnolog) OG ved at indgå i tværartslige samarbejder med deltagere (også med de som kan lave fotosyntese!)

Vi ønsker at nærme os en forståelse af plante-menneske-relationer både teoretisk, filosofisk, empirisk og praktisk, i et på engang politisk og etisk funderet anliggende, idet vi tror på, at "det betyder noget hvilke historier, der skaber verdener, og hvilke verdener, der skaber historier” (Haraway/Strathern).

Fokusgruppe-interview del 1:
Status på det oplevede forhold til planter

Individuel øvelse med plante 1:
Udvælg en plante og vær med den i 30 min.
Forsøg at komme den nærmere ved at undersøge,
observere, sanse (smage, røre osv.), gennem
bevægelser. Skriv, tegn, optag osv.

Fokusgruppe-interview del 2:
Status på øvelsen, lidt højtlæsning af feltnoter, oplæsning af uddrag fra skønlitterære plantemøder

Individuel øvelse med plante 2:
30 min med den samme plante som før
Fokusgruppe-interview del 3: Opsummering: Hvordan var det? Kan det gøres anderledes?

Her i græsset. Hun står kuglet i det svampede. Hun er landet nu, hun er i Jylland. Det er morsomt, at hun ligner en ældre dame på en utroværdig måde. Det er den skrøbelighed i graner. Jeg kan godt lide, at hun er sneglet og dueagtig. Der er fasaner og pindsvin i mange af skovene. Jeg ved godt, at du har set det ske. Måger svæver tit over haverne. Små edderkopper ved, de er glade. Long Island er et sted i kroppen. Hun bærer sit liv med helt andre organer end mig.

(Christel Wiinblad, Sommerlys p. 9)

Om menneskers og planters forbundethed

På denne hjemmeside kan du orientere dig i projektets landskab af metodiske tilgange, empiriske eksempler, teoretiske inspirationer, og analytiske perspektiver.
Hjemmesiden tilbyder ligeledes en praktisk “guide” til bevægelsen mod større oplevet forbundethed med planter udformet på baggrund af projektets teoretiske og empiriske materiale. Som en afrunding - og en pegen fremad - behandler vi spørgsmål om de planteetiske- og politiske implikationer som følger med, og ligeledes begrunder, en skærpet plantesensitivitet.
Denne hjemmeside skal læses som en bog; fra venstre mod højre indtil "linjens" ende. Herefter scroller du dig helt til venstre igen, ned til starten af næste "linje" - eller spor. Hjemmesiden består af i alt 6 spor:

Hvordan vender lyset så tilbage til verden efter solformørkelsen? Mirakuløst. Skrøbeligt. I tynde striber. Det hænger som et glasbur. Det er en ring, som kan gå i stykkker ved en lille bitte rystelse. Der er en gnist. I næste øjeblik et glimt af gråbrunt. Så en em, som om jorden åndede ud og ind, én gang, to gange, for første gang. Så går der nogen med et grønt lys neden under det dunkle. Så vrider et hvidt genfærd sig løs. Skovene pulserer blåt og grønt, og gradvis indsuger markerne rødt, gyldent, brunt. Pludselig griber en flod et blåt lys. Jorden opsuger farve som en svamp, der langsomt drikker vand. Den tager på i vægt; bliver rund; hænger ned; sætter sig og svinger under vore fødder.
Sådan vender landskabet tilbage til mig; jeg så markerne bølge af farve neden for mig, men nu med denne forskel; jeg så, men blev ikke set. Jeg gik uden skygge; jeg kom uanmeldt. Den gamle kappe var faldet af mig, det gamle svar; den hule hånd hen over nye blomster og kunne ikke sige andet end barneord på én stavelse; uden sætningernes beskyttelse - jeg, der har lavet så mange; uledsaget, jeg, der altid har været sammen med min egen slags; ensom, jeg, der altid har haft nogen at dele det tomme ildsted med, eller skabet med den nedhængende løkke af guld.
Men hvordan beskrive verden set uden et jeg? Der er ingen ord. Blå, rød - selv de distraherer, selv de dækker med tæthed i stedet for at lukke lyset ind. Hvordan beskrive eller sige noget igen med velartikulerede ord? - bortset fra at det falmer, bortset fra at det gennemgår en gradvis omdannelse, bortset fra at det, selv under denne ene korte spadseretur, bliver vanemæssigt - også dette sceneri. Blindheden vender tilbage, når man flytter sig og det ene blad gentager det andet.

(Virginia Woolf: Bølgerne, p.)

“Jeg får gerne dårlig samvittighed over mine planter.” (Andrea Joe)

“Man får at vide, at man skal købe i træ og bambus og spise kål og gulerødder i stedet for store bøffer. Jeg gør det, men jeg er samtidig også lidt ydmyg overfor, at jeg forbruger dem så meget. Det er en livsbetingelse for mig, men samtidig at slå noget andet ihjel... Jeg vil gerne bestå, men hvis man også gerne vil have planten til at bestå....?" (Karen)

“Jeg føler, det er ret sårbart egentlig. Jeg ved ikke hvilke følelser, jeg skal sætte i svingninger, om jeg skal være begejstret eller ked af det. Når det er tørke, skal jeg så vande mine planter eller lade dem tørre ud? Jeg vil gerne yde omsorg, men jeg ved ikke, hvad der er bedst. Så bliver jeg grebet af handlingslammelse, og det er jo ikke så godt.” (Karen)

"jeg ved ikke, om man kan sige, at planter er sympatiske, men jeg var ikke; "ej hvor er du smuk!" Eller "den." Hvordan kan jeg udvikle et godt forhold til denne plante? Så forsøgte jeg at gå til den med et du-forhold. Og det synes jeg var så kunstigt. Det kunne jeg slet ikke." (Karen)

Therese: Sproget har al betydning! Det er med sprog, vi skaber verdener. I det øjeblik vi tingsliggør noget og kalder det “den” og “det”, jamen så kan vi også bare gøre med det, hvad vi vil, fordi så er det ikke noget, der er levende… og det er det jo!

"Selve begrebet “natur” er jo alene opstået, fordi vi er nødt til at have det, fordi vi ikke længere kan forstå verden uden. Og det er jo i virkeligheden der, bruddet starter. Med at vi ikke længere kan fornemme planterne, fornemme væsnerne, fornemme det, vi kalder “natur”. Altså bruddet opstår allerede der, hvor vi skærer os selv fra begrebet." (Terese)

"Og så er der jo det med, at planter ikke flytter sig i samme tempo som os, så de kan ikke på samme måde have den vilje til at nærme sig mig, det er kun mig. der kan nærme mig dem. Sååå.. Jeg ved ikke om de også ville nærme sig mig, hvis de kunne…” (Andrea Joe)

"Til at starte med er det hele bare grønt - andet grønt. Altså planter er bare grønne ting, der vokser. Men man ved ikke, hvem de er." (Terese)

Om planteblindhed,
planteafstand og
plantebesvær

Diagnose:

(a) the inability to see or notice the plants in one's environment
(b) the inability to recognize the importance of plants in the biosphere and in human affairs
(c) the inability to appreciate the aesthetic and unique biological features of the life forms that belong to the Plant Kingdom
(d) the misguided anthropocentric ranking of plants as inferior to animals and thus, as unworthy of consideration

Lider du af planteblindhed?

Andrea Joe: “Den kildede vildt dejligt, når man stak hovedet hen til den. Jeg slikkede også på den, men blev lidt bange for at skære mig på tungen, fordi de der blade, de kan godt være lidt krads i det. Overfladen på bladet; lige meget hvilken vej man slikker, er det som en hunds eller kats tunge, bare ikke våd.”

Kilde: "Preventing Plant Blindness" af Wandersee og Schussler (1999)

Fortællingen om Andetheden som determineret
- En naturvidenskabelig forsimpling?

Den biosemiotiske tænkning er læren om verdens fælles tegnproduktion, og den fremhæver, hvordan denne produktion af betydninger er verdensskabende og verdenskabt; altså det, der er konstituerende, kendetegnende og forbindende for verdens forskelligartede livsformer.

En bevægelse mod følelsen af forbundethed synes altså at indebære en erkendelse af, at der foregår en sådan dialog, men at den tager form mellem radikalt forskelligartede livsformer.

Benedicte: "Det kom hele tiden til at handle om, hvad jeg kunne få ud af det. Og så blev det hele tiden sådan nogle jeg-sætninger i stedet for egentlig at handle om planten. Så gik jeg ind mellem sivene, og det synes jeg var ret dejligt. De lukkede sig ligesom omkring mig. Så stod jeg egentlig derinde det meste af tiden."

"Hvis en ikkekommunikativ kunst, vegetativ kunst eksisterer, må vi tænke selve grundlaget for vores videnskab om og lære et helt nyt sæt af teknikker.

Vi kan kun gætte på, at Plantens formodede Kunst er fuldkommen forskellig fra Dyrets kunst. Hvad den er, kan vi ikke sige. Vi har endnu ikke opdaget den. Og dog forudsiger jeg med nogen vished, at den eksisterer, og at den, når den bliver fundet, vil vise sig at være, ikke aktiv, men reaktiv: ikke kommunikativ, men receptiv. Den vil være det stik modsatte af den kunst, vi kender og anerkender. Det bliver den første passive kunst, vi kender.
Kan vi rent faktisk kende den? Kan vi nogensinde forstå den?"

- Ursula K. le Guin: Acaciefrøenes Forfatter, side 17

"Så jeg begyndte at klatre i den (pilen) de sidste minutter og sidde i den. Det er det forhold, jeg har haft til træer. Det er egentlig meget før-sprogligt. Igen, jeg bliver irriteret over at skulle beskrive med skrift og tegning. Kunst er udelukkende et menneskeligt produkt på alle planer, der er ingen andre dyr, der gør det. Så jeg blev også irriteret over, at jeg skal forstå det på en menneskelig måde, for igen, det er kun sig selv, man møder. Så jeg havde brug for at kravle i det igen."

Terese: “altså brændenælde er for eksempel for mig en kvinde (...) det er en intuition.. sådan er det for mig. Men det er også lidt strategi nogle gange (...) Altså, det er et led i det her med, at vi skal kunne forstå planter som væsner, der et eller andet sted er ligeværdige med alle andre væsner inklusiv os. Så er vi nødt til at gøre dem til personer. Så når du møder f.eks. den der plante, jamen så er du nødt til at forstå den som et væsen i sig selv og ikke bare som noget grønt."

Terese: "Men de er jo bare anderledes væsener - altså i forhold til os. Det er måske nemmere at forstå hjorten eller ræven, fordi de kan gøre nogle af de samme ting, som vi kan gøre. Men planterne er jo markant anderledes!"

Terese: "Hvis man for alvor vil skridtet videre og forstå dem, og møde dem på det her andet plan - så må man være langsom, ligesom dem, fordi de er langsommere end os. De er i hvert fald på et andet plan end os."

Terese: "Altså, man kan ikke lave sådan et hierarki, fordi vi har brug for brændenælden, men vi har også brug for riddergøgeurten, og vi har brug for piletræet, og vi har brug for hvidtjørn, og vi har brug for dem alle sammen… eller, ikke vi har… eller, sådan sammenhængen har brug for dem alle sammen (...) for at vi overhovedet kan overleve. Altså fordi - det hænger jo sammen. På brændenælden lever sommerfuglelarven, der bliver til nældens takvinge. Og hvis vi ikke har nogle brændenælder, jamen så har vi ikke den slags sommerfugle, og hvis vi ikke har den slags sommerfugle så.. altså alting er forbundet. Vi kan ikke tage led ud! Vi kan ikke tage led ud af denne her forbundethed. Så når jeg siger “brug for”, så mener jeg ikke “at vi skal have den, fordi vi kan indtage den eller tjene penge på den” - det er ikke det, jeg mener, jeg mener det i sådan et helhedsblik"

"Den visuelle tilstedeværelse af klatretrådenes spiraler eller bladenes folder kan hjælpe med at fremkalde en stærkere fornemmelse hos læseren for de måder, hun allerede er forbundet med planter. Man kunne sige, at Darwin iscenesætter fortællingen om en materialistisk anerkendelse af slægskab mellem former. Se, hvordan klatretrådene på en ung Bignonia unguis har samme form som en klo! Den "ligner på forunderlig vis foden og benet hos en lille fugl med den bagerste tå skåret af":

(Jane Bennett: Vegetabilt liv og ontoSympati, p 27)

"Ved at præsentere planter og dyr som udvækster af en omskiftelig kreativ kraft kaldet élan vital, gentager Bergson Thoreaus intuitive forståelse af, at der er en eller anden form for kraft, som forbinder dividualer, noget som periodisk bobler frem som en fornemmelse af slægskab. For Bergson, som for Thoreau, "er jorden, jeg træder på, ikke en død, inaktiv masse"."
(Vegetabilt liv og ontoSympati, side 19)

"Det, Thoreau sammen med Mol, Bergson og Darwin opfordrer os til at gøre, er at tænke subjektivitet i forbindelse med vegetabilitet (...) Man begynder måske at opleve sig selv mindre som et inter-subjektivt væsen og mere som en sammen-flettet og -sat form. Og den erfaring er nødvendig, hvis det mere filosofiske projekt skal blive til noget."

Ifølge Jane Bennett gemmer der sig også, bag valget om at tænke denne sammenfletning, sammensætning, en etisk fordring, idet tænkningen støtter op om erfaringen. Det vi har forsøgt med vores planteetnografiske projekt er ikke blot at tænke subjektivitet i forbindelse med vegetabilitet, men også at praktisere forbindelsen gennem faciliteringen af konkrete menneske-plante-møder. Det betragter vi også som et etisk og politisk ærinde. Bennett beskriver det som et ambivalent projekt, idet det på én gang er en "herkulisk" og "helt ordinær" opgave: Det indebærer en ontologisk overskridelse, men samtidig er det en forbindelse der er til stede og kan praktiseres hver dag, hele tiden, i vores hverdagsliv. Hvis bare vi er opmærksomme på det.

(Vegetabilt liv og ontoSympati, p. 29)

"Through sometimes violent, sometimes clumsy, and sometimes tender interventions, Darwin can be seen experimenting with varying intensities of contact. As he leans into and gets involved in the event of pollination, he participates be remodeling himself as insect pollinator. In each of his experiments, he finds new ways to simulate the insect and stimulate the flower as a means to determine the degree of its sensory attunement to insect penetration."

"it is Darwin moving his body in order to model it on the distinct anatomy of each orchid. Rather than imposing human form on the plant, he has entrained his body to the peculiar shapes of these flowers."

("Involutionary momentum", p. 93)

Dette betyder altså, at vi reelt set ikke kan udregne og forstå, hvordan liv udvikler sig i almindelighed, og det kan vi ikke, fordi verden og dens systemer er funderet i uorden og tilfældighed - en konstante uforudsigelig tilblivelse, men dog en tilblivelse hvor mening produceres. Derfor er liv funderet i den måde, hvorpå både det menneskelige og ikke-menneskelige, konstituerer det; altså en fælles tendens til at skabe orden og vaner i en verden af uorden - f.eks. via dikotomier, rutiner, kategoriseringer og naturlove. Betydningspoduktionen kan for eksempel tage form som den førnævnte "tværartslige dialog".

Det er plausibelt at forestille sig, at den i det foregående afsnit nævnte følelse af utilstrækkelighed, afstand og besvær, når det kommer til at forstå og opnå erkendelse af plantens livsform, har rødder i en vestlig metafysik, der bygger på idéen om naturen som en forudsigelig materialitet, hvor mennesket står udenfor eller over.

I det følgende, vil vi undersøge alternative tænkninger, der søger at udfordre dette verdensbillede, og tænke natur og menneske sammen.

Le Guin initierer, at hvis vi er i stand til at betragte det vegetative sprog som kunst, kan vi lade os inspirere og lære os helt nye videnskabelige teknikker, der er mere receptive og reaktive.

"(...) noted the “comfortable calm” of plants (an allusion to their perceived immobility and particular temporality), behind which there is a bustle of poietic activity hidden from unaided human perception”

(The Language of Plants)

Et redskab: At finde materielle overlapninger?

Et redskab: En kropslig og sanselig bevægelse mod, omkring, rundt om, og som planten

Karen: "Så tænkte jeg på de her stængler som sådan nogle hårde sugerør, man får i biografen, når man købte en stor cola. Og at bladene var lidt teltdug-agtige. Og så kom jeg til at tænke på, at jeg sammenlignede den med ting"

Et redskab: At bruge det menneskelige sprog til at tilgå planten som at aktivt subjekt

Et redskab: At "være" med planten

Dette uddrag fra Woolfs bog Bølgerne læste vi højt for informanterne ind imellem de to individuelle interviews i vores planteetnografiske forsøg. Afsnittet, mener vi, afspejler en form for fortryllelse efterfulgt af et forsøg på at beskrive denne følelse. Det beskrives på en gang som en begejstring og som et ubehag, idet oplevelsen afføder en ambivalent fornemmelse af at se verden og naturen som en del af sig selv, og samtidig ikke at have noget sprog til at forklare det; at se fortryllelsen forsvinde netop i forsøget på at beskrive den.
- Fordi, "hvordan beskrive verden set uden et jeg?".

Afsnittet præciserer denne følelse af umulighed, når det kommer til at at beskrive verdens sammenhæng, den man selv er en del af, når kun en selv og ens jeg er til rådighed som et udgangpunkt for erfaringen.

"Blindheden vender tilbage, når man flytter sig og det ene blad gentager det andet."

Planteblindhed referer ikke blot til menneskekroppens fysisk betingede perspektiv og perceptionsevne, men er er dybt rodfæstet i kulturelle, filosofiske og videnskabelige traditioner og tilgange. Filosofien har siden Aristoteles interesseret sig for, hvad der adskiller os – mennesker – fra vores nære evolutionære slægtninge. Mennesket som ”politisk dyr” (Aristoteles) optræder i besiddelsen af ”logos” - herunder sproget - som det højst udviklede dyr hævet over andre arter. I ”naturens rangstige”, introduceret af Linneau (1735) er organismer ligeledes klassificeret på baggrund af “forskelle.” Planter rangerer her som en lavere form for liv, der ikke kan konkurrere med dyr og mennesker. Sidstnævntes evne til at tænke (som menneske), kommunikere (som menneske) og bevæge sig (som menneske) er målestok for perfektion - og magt. Planter mangler i dette antropocentriske hierarki, hvad man forstår som unikke menneskelige egenskaber; bevidsthed, sprog, intentionalitet og subjektivitet. Denne taksonomiske chauvanisme, zoocentrisme og antropocentrisme afspejles i institutionaliseringen af menneske- og dyrerettigheder, og det samtidige fravær af plantepolitiske og -etiske debatter. Foruden denne filosofisk-kulturelle marginalisering af planter – som desuden også begrunder det begrænsede kendskab til planter - forstås planteblindhed, som sagt, også som en fysisk og perceptuel begrænsning i menneskets møde med planter. Ifølge Wandersee og Schussler (1999) tilbyder planter færre menneskeligt-perceptuelle forskelle i forhold til farve, tid, og sted, som gør de visuelle erfaringer svære for mennesket at strukturere kognitivt. Planternes umiddelbart homogene grønne blade og stængler, bliver i menneskelig perception til et grønt baggrundstæppe – statisk i forhold til mange dyrearters mobilitet. Vi kan, på Wandersees og Schusslers opfordring, forstå fænomenet gennem omskrivningen ”vi kan ikke se træerne for bare skov!” Planteblindhed er altså en fysisk, politisk, og videnskabs- og kulturhistorisk tilstand hos mennesket som kommer til udtryk i manglende evne til at ”se”, ”bemærke”, ”anerkende” og ”værdsætte” planters livsform og vigtighed i biosfæren og menneskets livsverden. Planteblindhed dækker altså over menneskets fysiske perspektiv i verden, og den antropocentriske rangering af planter som underlegne i forhold til dyr - og dermed mindre værd at beskæftige sig med.

Den grønne andethed

"Man prøver at gøre sit bedste og finde hoved og hale i, hvad er naturen og hvad er planten, og hvordan skal man forsøge at få den til at blive en del af sit liv? Jo mere jeg tænker over en ting, der har været i periferien, jo mere komplekst bliver det. Jo mere jeg tænker over planten, jo fjernere bliver den.” (Karen)

”Jeg har ikke noget tæt forhold til planter. Det var helt klart tættere, da jeg boede i hus med have. Sådan som jeg tror, mange børn har det: De ved, der er en plante der hedder vejbred, den er god at smøre på, hvis man har brændt sig på en brændenælde. Jeg samlede mere bær og sådan. Det var mere fysisk.. at have det i hænderne... at blive plettet. Det har ændret sig meget.” (Benedicte)

”Jeg kan blive pisse irriteret på mine planter.... man kan stå og tænke, jeg har jo vandet dig, som jeg har fået vide – er det fordi du skal have noget mere lys, skal du over i vinduet eller hvad? Der kan jeg da godt blive irriteret på dem –” hvad er det, du siger til mig!?”” (Jonas)

Der kan således argumenteres for, at der i mødet mellem plante og menneske ligger potentialet for en “fortryllelse" gemt. Jane Bennett beskriver fortryllelse som følelsen af, at deltage i et overraskende møde, der på en gang afføder nyhedens spænding og afbrydelsens uhyggelige usikkerhed om, hvad du har mødt.
(Bennett: The Wonder of Miner Experiences, p. 5)

"Entropiens (uorden eller tilfældighed i et system) irreversible tilvækst afspejler da ikke nogen sand finalitet i verdensrummet, men blot hvor menneskelige uvidenhed om de enkelte molekylers bevægelse og energi, en uvidenhed der ifølge sagens natur forøges hver gang der sker noget i systemet."

("Biosemiosis", p. 125)

Symptomer:

(a) thinking that plants are merely the backdrop for animal life
(b) failing to see, notice or focus attention on plants in one's daily life
(c) misunderstanding what plants need to stay alive
(d) overlooking the importance of plants to one's daily affairs
(e) failing to distinguish the differing time scales of plant and animal activity
(f) lacking hands-on experiences in growing, observing and identifying plants in one's own geographic region
(g) failing to explain the basic plant science underlying nearby plant communities- including plant growth, nutrition, reproduction, and relevant ecological considerations
(h) lacking awareness that plants are central to a key bio- chemical cycle-the carbon cycle
(i) being insensitive to the aesthetic qualities of plants and their structures-especially with respect to their adaptation, coevolution, color, dispersal, diversity, growth, pattern, reproduction, scent, size, sounds, spacing, strength, symmetry, tactility, taste and texture

Terese: Jeg går den her vej, fordi jeg synes, I skulle møde een af de sjældne… den eneste af sin art i hele landet: riddergøgeurten. Det er en orkide.
Andrea: Og den er blevet indhegnet?
Terese: Ja, det er så den ikke bliver spist af køerne. Så vi passer på den, ikk.

Go-along med plantekenderen Terese

"If the language of plants is nonverbal, then we must turn to their specific forms of articulation to gain even the most rudimentary glimpse of their modes of being as distinct from our own."

(The Language of Plants, p. xix)

"Tillad semiosis at være naturlig. Eller med andre ord, tillad mennesket at høre hjemme på sin egen klode"

("Biosemiosis", p. 149)

“As semiosis (a system of meaningful signs), language is more than the audible communication carried out by humans; it encompasses the complexities of intersubjective and interspecies dialogue, involving nature (including plants) and humanity.”

(The language of plants, p. xix)

Ved at udvidde forståelsen af, hvad sprog er - at beskrive det som en "interspecies dialogue" - placerer biosemiotikken mennesket i naturen og naturen i mennesket. I stedet tales der direkte ind i det biolog og filosof Donna Haraway kalder Sympoesis: et begreb der skal indkredse en "tilblivelse-med" eller "worlding-with, in company". Altså det faktum, at vi kan ikke tale om, at noget står udenfor verdens konstante tilblivelse.

(Staying with the trouble, p. 58)

"(...)planter, dyr og mennesker har måttet betale prisen ved at disse "viden"skaber har anset det for den højeste visdom, at behandle alle levende væsner som asemiotiske apparater."

(Jesper Hoffmeyer, "Biosemiosis", p. 148)

I How to Interview a Plant undersøger John Hartigan muligheden for at gentænke den etnografiske praksis sammen med planten. Plantens evne til at tilpasse sig sine omgivelser, være åben, responderende og interagerende, skal inspirere til og forme en anden etnografisk tilnærmelse:

"So I began to consider that perhaps my notion of “interview” was misguided. “Instead, we are taking the time to perceive, to dwell with the plant and its features.”
(p. 255)

Gennem en fysisk samvær sammen med planten, kan vi måske bedre forstå, hvordan vores verdener er filtret sammen. Dette har vi forsøgt at facilitere i vores planteetnografiske eksperiment.

Karen: “Jeg er ret med på ideen om at hvis man gerne vil ændre sit forhold til planter og natur, så handler det om at gå ud i den.
Jeg synes en øvelse som den her, hvor man forsøger at komme ud og bare være sammen med naturen... eller planten... er den mest banale og umiddelbare måde, men måske også den, der gør, at det bliver lettere at forholde sig til (...) Denne øvelse gør, at man kan komme tættere på planten, fordi man rent fysisk flytter sig tættere på planten. Generelt er jeg tilhænger af tanken om, at hvis vi som menneskehed gerne vil værne om naturen, så handler det om at få folk tættere på naturen. Når man finder ud af hvad na.. eller nat.. når man finder ud af, hvor dejligt der er, så har man også lyst til at bevare. Så på den måde, tror jeg på ideen om at tilbringe tid med noget, man gerne vil komme tættere på.”

I det planteetnografiske forsøg kom et form for antropocentrisk ubehag til udtryk. Nogle af deltagerne oplevede sit eget tilstedevær som en form for forhindring i plantemødet.

Ingold beskriver at antroprocentrisme som sådan ikke er problemet - men snarere en del af en løsning.

"Since we are human, the world around us must necessarily be anthropocentric: this, in itself, implies no lack of participation, nor does it entail an instrumental attitude (...) many pre-modern and non-Western cosmologies that are anthropocentric in the strict sense of placing the human being at the hub of a dwelt-in world, a centre of embodied awareness that reaches out, through the activity of the senses, into its surroundings" (Ingold 2000 p. 218)

Andrea Joe: “Jeg tænkte, hvordan hvis man så den i stop-motion, ville den så skrælle sig ud som en banan?”

Hvad gør planten?

- irriterer
- kilder
- farver
- bebor
- overlever, skaber liv(sbetingelser), skåner liv
- visner
- pletter
- inviterer
- pynter i vaser
- spiller med lyset
- sammenfiltrer
- skjuler og lukker sig om noget/nogen
- laver lyde eller stilhed med andre (siv, menneskemund)
- rager op i vejret
- fanger blikke
- afblomstrer
- skærer
- flyver med vinden
- formerer sig
- filtrerer giftige stoffer fra
- bringer dit tøj i uorden
- mætter
- helbreder
- afstresser
- forvilder sig ud af haver
- berører
- nærer
- svajer
- holder i skak
- finder sit sted
- holder øje
- fornemmer
- lader nogen/noget klatre, sidde i sig
- skaber minder
- ....

Terese: "Jeg vil sige, at man skal tage dem i nærheden af, hvor man bor. Jeg ved for eksempel ganske ganske lidt - altså nærmest ingenting - om planter, der vokser i skove med høje træer - fordi, de er der, ikke her… Så mit råd ville være, at hvis man skal lære planter at kende både for at kunne identificere dem, men måske også på et dybere plan, skal man starte med: “hvad har jeg i min have?”, “hvad har jeg i min lokale park?” altså “hvad er det for noget, der er, der hvor jeg er?"

Samtaler med forbipasserende

Hun fortalte med et stort smil at hun ligesom fik en invitation fra et træ hun passerede. ”Den måde den stod og svajede på. Jeg tænkte det skal jeg da lige op og kravle i.” (Katrines feltnoter)

Hvad sker der, hvis vi også betragter kunsten i udviddet forstand, inspireret af den biosemiotiske tænkning? Kan det fordre en gentænkning af sprog og kunst, ikke nødvendigvis som noget absolut kommunikativt, men som en anden betydningsskabelse, der byder sig til, opstået i en tværartslig dialog.

Det virker dog ikke som om Jonas oplever et sådan møde med planten, snarere at hans forudindtagede idé om, hvad det vil sige at være menneske kolliderer med hans forestilling om, hvad der planten. Her spænder sammenligningen ben for en erfaring af, at der måske også findes vegetativ kunst:

“ellers ville jeg være gået uden om (planten), fordi der er så mange af den." (Karen)

Selv for Terese, der er mere vant til at formulere disse menneske-plante relationer, er det svært at sætte ord på den intra-aktion(Barad), der finder sted, men hun forsøger alligevel i det følgende:

Jane Bennett tilbyder os også en måde at omgås relationen mellem plante og menneske, der synes brugbar. Hun beskriver (via blandt andre Thoreau og Bergson) slægtskabet som en fælles tilbøjelighed eller kraft blandt forskellige værender:

Baseret på Gagliano, Ryan, Vieira (2017) og Wandersee og Schussler (1999)

Jeg tager noget med og jeg efterlader noget (...) Jeg ved ikke, om det er jorden der dufter eller mig selv. Jeg møder hele tiden mig selv (...) Det jeg tegner er et billede af mig selv. (Benedictes noter)

"Jeg havde troet, det ville være meget dejligt at komme derned nu her, men, mit tøj kom i uorden og sådan.." (Benedicte)

Prøver at finde ud af, hvordan jeg skal beskrive ét af de angiveligt sunde blade. Bliver i tvivl om, hvor et blad starter og stopper og føler mig endnu en gang analfabetisk i mødet med planter (Katrines feltnoter)

"Men jeg synes, når jeg sidder herude, bekræfter det mig i, at jeg har intet… eller jeg har noget tilfælles med planten, men at den også er så fjern for mig, så jeg synes det er svært." (Jonas)

Fortryllelsen kunne komme til syne i glimt af kapacitet til at betragte vegetabilt liv som meningsskabende og kreativt og dermed potentialet for at betragte en sådan kapacitet som en vegetative kunst - et alternativ til den menneskelige.

"Hele min tilbøjelighed og, skulle jeg mene, tilbøjeligheden hos alle de mennesker der nogensinde har forsøgt at skrive eller tale om etik og religion, er at løbe storm mod sprogets grænser."
("En forelæsning om Etik" p. 14)

Projektet har udstukket mange retninger for potentielle fremtidige plante-menneske-møder, men også en retning længere ind i besværet ved dette projekt: at forsøge at lægge sin egen selvbevidsthed lidt på hylden et øjeblik for at gøre plads til, at andre betydninger end ens egen kan få lov at komme til syne.

Som Jesper Hoffmeyer pointerer: "Det var ikke os, der opfandt betydningen. Verden har hele tiden betydet noget. Det vidste vi bare ikke".

Det er forsøget på at syntetisere verdens betydninger, der konstant får os til at "løbe storm mod sprogets grænser". Vi kan kun forsøge at skabe rum for møder med de betydninger, vi endnu ikke har lært at kende.

Læsevejledning og disposition

1. spor: Titel og problemformulering, introduktion, læsevejledning, og nedslag i feltarbejdets begivenheder samt metodiske strategier

2. spor: "Det grønne andet" - Redegørelse af konceptet planteblindhed, empiriske eksempler på oplevet planteafstand og plantebesvær (analytisk uddybning findes i essayet)

3. spor: "Fortællingen om Andetheden som determineret - En naturvidenskabelig forsimpling?" En indføring i teoretiseringer over forbundethed mellem mennesker og planter (analytisk uddybning findes i essayet)

4. spor: Guide: "Andethed som fortid - om kultiveringen af en følelse af forbundethed"

5. spor: (Plante)etiske - og politiske implikationer

6. spor: Oversigt over litteratur, der har informeret projektet

Hjemmesidens er ledsaget af et essay, som tilbyder analytiske bearbejdninger af en del af den empiri som præsenteres på hjemmesiden. Dermed fungerer essayet som en analytisk uddybning af hjemmesidens indhold - en mere sammenskrevet kobling mellem empiri og teori.

Essayets indhold:

- Plantebesvær

- Planteforbundethed

Det ledsagende essay:

Benedictes feltnoter fra det planteetnografiske forsøg - inklusiv koncentreret plantesamvær - på Amager Fælled.

Planteetnografisk forsøg

Hvordan forholde sig etnografisk metodologisk til hævdelsen af planters subjektsposition, som ifølge Viveiros de Castro er betinget af et perspektiv lokaliseret i kroppen?

"jeg er et menneske og i verden er jeg centrum, fordi jeg kigger ud af mine øjne (...) Den tjørn der står derhenne - sådan har den det også, fordi den er centrum i dens liv. Og frøen er centrum i frøens liv. På den måde bliver vi alle sammen centrum i hvert vores levede liv" (Terese)

"where ever there is a point of view there is a subject position (...) the point of you is located in the body" (Viveiros de Castro; pp. 476-478)

Sarah Pink mfl. advokerer for visuelle metoder, som undersøger videokameraers - særligt GoPro-kameraers - evne til at "observere uden distance", idet man dermed kan skabe en kropslig fornemmelse af den andens perspektiv (Kinsley et al. 2016; Pink 2015) En sådan visuel metodisk tilgang etablerer ligeledes et kollaborativt forskningsmiljø, hvor flere perspektiver er inddraget.

Vi gentog vandringen af ruten, Terese introducerede os for, med et GoPro-kamera, og forsøgte at lege med perspektivet mellem og hos forskellige planter. Flere eksperiementer var i støbeskeen, men realiserede sig aldrig: montering af kamera på en plante, montering af kamera på menneskekrop der forsøger at imitere en plantes perspektiv og bevægelser, stop-motion optagelser af samme planter over lang tid osv.
Men der blev ikke tid til flere eksperimenterende tværartslige lege indenfor dette projekts tidsramme....

Forsøgets litterære bestøvninger var:

"Hvis man vil lære planterne at kende andet end bare deres livscyklus, indholdsstoffer og alt det her ydre, eller hvad man skal sige - det kan du slå op bøger på internettet sådan noget. Men hvis du vil lære planten at kende på et andet plan, så er man nødt til at gå nogle andre steder hen. Man kan også gå i litteraturen, hvor nogle andre ligesom har foretaget mødet for én, hvor man kan møde den på anden hånd så at sige. Fordi så kan man møde dem i et digt i en tekst på én eller anden måde (...) Jeg prøver at lave koblinger til fortællinger - altså et eller andet, hvor folk, har forsøgt at være mediator mellem planten og mennesker. Men man kan også bare gå ud. Og den øvelse I beskriver - det er en man har brugt og bruger i dag, hvis man vil arbejde med planter." (Planteentusiasten Terese, som ikke selv deltog i forsøget, men medvirkede i et go-along-interview)

Virginia Wolf: Bølgerne

Christel Wiinblad: Sommerlys

Robin Kimmerer: Braiding Sweetgrass

Hiromi ItÔ: Vildgræs ved Flodlejet

Litteratur som mediator mellem
plante og menneske

M
E
T
O
D
I
S
K
E

T
I
L
G
A
N
G
E

Bennett, Jane (2017) Vegetabilt liv og ontoSympati, København: Laboratoriet for Æstetik og Økologi

Despret, Vinciane (2016) “Den krop vi drager omsorg for” (overs. Af Peter Vinum), København: Laboratoriet for Æstetik og Økologi

Goodenough, Ursula (2001) “Vertical and Horizontal Transcendence”, Biology Faculty Publications & Presentations. Paper 93. Washington University Scolarship

Gagliano, Monica , Ryan, John C. & Patrícia Vieira, editors (2017) "Introduction" I The Language of Plants - Science, Philosophy, Literature, Minneapolis: University of Minnesota

le Guin, Ursula K (2016) Acaciefrøenes Forfatter, København: Forlaget Virkelig

Haraway, Donna (2016) Staying with the trouble, Durham & London: Duke University Press

Hartigan, John (2017) “How to interview a plant”: Care of the Species: Duke University Press

Hoffmeyer, Jesper (1993) En snegl på vejen, Danmark: Rosinante

Hoffmeyer, Jesper (2016) "Biosemiosis som årsagskategori" Ny Jord 1, p. 121-152 Danmark: Forlaget Virkelig

Hustak, Carla; Myers, Natasha (2012)"Involutionary Momentum: Affective Ecologies and the Sciences of Plant/insect Encounters", Differences: A Journal of Feminist Cultural Studies, volume 23, n. 3., 74-118

Ingold, Tim (2000) "Globes and spheres - The topology of environmentalism" I The Perception of Environment, London: Routledge

Kirsten M. Kinsley, Dan Schoonover & Jasmine Spitler (2016) "GoPro as an ethnographic tool: A wayfinding study in an academic library", Journal of Access Services, 13:1,7-23

Milton, Kay (2002) “Knowing Nature Through Experience” I Loving Nature: Towards an Ecology of Emotion. London: Routledge. Pp. 40-54

Viveiros de Castro, Eduardo (1998) “Cosmological deixis and amerindian perspectivism”, The Journal of the Royal Anthropological Institute, Vol. 4, No. 3, pp. 469- 488
Wittgenstein, Ludwig (2018) En Forelæsning om Etik, København: Forlaget Virkelig

Wandersee, James H. & Schussler, Elisabeth E. (1999) "Preventing Plant Blindness", The American Biology Teacher, Vol. 61 No. 2, Feb. (pp. 82-86)

Whatmore, Sarah (2003) “Generating materials” I Pryke, M., Rose, G. & Whatmore, S. Using social theory, 90-104. London: SAGE Publications

Biosemiotikken bygger på forestillingen om, at noget altid "findes", altså "tager sin form", i relationen til noget andet. Det gør det, fordi betydningen opstår i relationen til andre betydninger.

Dette betyder, at vi må anskue verdens ordener som reaktion på, eller som en relation til, det kaos, som verden også er:

- Dårlig samvittighed
- Usikkerhed
- Skam
- Utilstrækkelighed
- Irritation
- Fremmedhed
- Sårbarhed
- Akavethed
- Analfabetisme
- Besværlighed
- Handlingslammelse
- Ydmyghed
- Overvældethed
- Uoverskuelighed
- Skyld (i muligt omsorgssvigt)
- Ambivalens

Plantemødets følelser

Dette projekt søger en åbenhed, tilsvarende Lones, som tillader nye tværartslige relationer og retninger i etnografien - og i verden.
Hvis træerne på Amager Fælled tilbyder informationer og invitationer til de opmærksomme og “interesserede kroppe”, der nærmer sig (Milton 2002; Hustak & Myers 2012), må dette også gælde andre vegetabile vækster; Tagrør, brændenælde, canadisk gyldenris, riddergøgeurt og hvidtjørn. Disse arter, inklusiv de svajende piletræer, har på forskellig vis fundet sin vej ind i dette projekts empiri. De har fanget blikke, vakt minder, farvet en feltnoteskrivende hånd, kildet informanter på kinden, lavet lyde med vinden, afstresset og forvirret mennesker. Ligesom Lone lader sin vanemæssige rute afledes af et svajende piletræ, der inviterer hende til at klatre, sidde og svaje i og med sig, ønsker vi at tage planterne seriøst som samarbejdende parter i et etnografisk tværartsligt samarbejde med inspiration i Stengers “cosmopolitics” (Whatmore 2003).
Udgangspunktet for dette projekt er todelt; dels i egne oplevelser af fremmedhed i forholdet til planter, og dels i en voksende interesse for teoretiseringer over slægtskab og forbundethed mellem mennesker og ikke-mennesker, herunder planter. Da beslægtethed og sammenflettethed med det vegetabile, ifølge Jane Bennett, nødvendigvis må erfares (Bennett 2018), afsøger vi måder, hvorpå denne erfaring kan faciliteres og kultiveres i praksis. Ligesom Lone ønsker vi at svaje sammen - menneskekrop og piletræskrop - og nærme os en oplevelse af en tværartslig “forbundet rytme eller resonans” (Bennett (2018) p. 13)

Lones løbetur var blevet afledt af fælledens natur. Hun fortalte med et stort smil, at hun ligesom fik en invitation fra et træ, hun passerede. ”Den måde den stod og svajede på. Jeg tænkte; Det skal jeg da lige op og kravle i!” Jeg spurgte, hvor højt hun var kravlet op? Højt nok til at hun kunne sidde oppe i det, mens det svajede.” (Katrines feltnoter)

Etnografiske eksempler på oplevet forbundethed med - og kærlighed til - planter, formede sig i et go-along-interview med planteentusiast Terese, som har et særligt forhold til Amager Fælleds natur. I løbet af vandringen med Terese, tegnede der sig et natur- og plantesyn, som på flere måder er et ekko af de teoretiske fabuleringer, vi havde mødt i litteraturen; Milton, Cronon, de Castro, og Bennett mf.l.

Gennem autoetnografiske planteinterviews med inspiration i bl.a. John Hartigan (2017), undersøgte vi egne oplevelser af blokeringer, udvekslinger og overskridelser i mødet med en plante. Disse oplevelser og efterfølgende refleksioner inspirerede et planteetnografisk forsøg på Amager Fælled...

Det centrale spørgsmål i fokusgruppeinterviewene omhandlede menneske-deltagerenes oplevede relation til planter - et spørgsmål som vi vendte tilbage til imellem og efter de to sessioner med individuelt plantesamvær. “Afstand” og “besvær” viste sig at være to centrale temaer i forholdet til planter, hvilket berøres i sporet om “det grønne andet" og udfoldes analytisk i essayet.

Søg en opmærksomhed på "the affects, dispositions or capacities which render the body of every species unique: what it eats, how it communicates, where it lives, wheter it is gregarious or solitary, and so forth." (Viveiros de Castro; p. 478)

I det etnografiske empiriske materiale sporer vi en lang række aktive verber knyttet til planten som subjekt. At liste dem op, er en måde at synliggøre planters forskellige kapaciteter og aktive rolle i verden

Hvad har du i din have?
Hvad har du i din lokale park?

Redskab: At tillade det menneskelige subjekts tilstedeværelse i mødet

Redskab: At starte med de planter, som møder dig

Vi kan ikke isoloere hverken os selv, eller andre parter, i de tværartslige samspil og sammenfiltringer. Ligesom siv og vind ikke kan lave lyd alene, men kun i sin relation. Både siv og vind må være til stede.

Benedicte: “Kan i høre?”
Jonas: “Er det planterne der siger den lyd?”
Benedicte: “Det er jo nok vinden der siger den…”

Terese foreslår en øvelse, der består i at skifte fra at være et subjekt, der iagttager, til at være et objekt, der bliver observeret.

Leg med perspektiv: Forestil dig at være plantens objekt

"Det er at skifte fra at være subjekt, der iagttager og undersøger, holder øje og er nysgerrig, til at skifte og forsøge at være objekt, når man går. Og hvem er det, der holder øje med mig, når jeg går i naturen, når jeg går hos planterne. Fordi de fornemmer os jo. I virkeligheden er det et forsøg på at holde op med at være den, der tænker, men at lade nogle andre tænke. Altså det er meget svært. Vi er vant til at være subjekt hele tiden (...) Hov, her gik jeg og troede, at det var mig, der var vigtig, mig der kiggede og mine øjne, der skulle se alting, og så er der også rigtig mange andre, der holder øje."